Harmonikamuseet - Fyn

Historie

Tilbage

 

Velkommen til Harmonikamuseet - Fyn

- et projekt som endnu er under opstart.

Jeg er en ung mand på 26 år, som efter en arbejdsulykke, der ødelagde min ryg, er blevet tilkendt invalidepension.

Arbejdsulykken skete i 2000 på det reservedelslager for lastbiler, hvor jeg stod i lære. 

Jeg blev opereret 2 gange i rygsøjlen for  discusprolaps. i 2001 fjernede lægerne 1 discusprolaps, og i 2004 fjernede de yderligere 2 stk. Men der sad stadig 3 discusprolapser tilbage, som man ikke turde fjerne. Samtidig mistede jeg også følelsen i mit venstre underben, samt en stor del af bevægeligheden, da nervebanerne blev ødelagt.

Trods mange daglige smerter i ryg og ben skulle livet jo gå videre - og 10.10.2004 traf jeg derfor en beslutning, som fik stor indflydelse på mit liv:

"Jeg vil bruge resten af min tid på min store interesse - harmonikaer af enhver tænkelig slags."   

Ideen til at starte mit eget harmonika museum kom efter mange dejlige og inspirerende besøg hos Harmonikamuseet i Brovst.

Interessen for harmonikaen kom naturligt.                      Jeg startede med at spille harmonika som 11-årig i 1991, og har siden haft mange harmonikaer - dog altid mindst én Excelsior. Interessen for harmonikamusikken og instrumentet har jeg efter adskillige musikere og spillemænd i familien - både på min mors og fars side.

Interessen har med tiden bredt sig, og man kan vel sige at hele mit liv er med harmonikaen i centrum. Udover at jeg selv spiller harmonika (i det omfang mit helbred tillader mig det), sidder jeg også i bestyrelsen i Dansk Harmonika- & Spillemands Træfforening, hvor jeg er med til at arrangere Harmonika Festivalen Ringe samt Lundeborg Træffet. Jeg spiller selv på alle harmonikatræffene på Fyn, og flere andre steder rundt om i landet. Og endelig har jeg så kastet mig over mit brændende ønske om at lave et harmonikamuseum her på Fyn.  

Det er min hensigt at lave et levende museum, hvor harmonika spillere og andre interesserede kan mødes til lyden af harmonikaens dejlige toner, og glædes over de mange gamle bevaringsværdige harmonikaer, som hører en svunden tid til.

Siden jeg modtog den første harmonika 10.10.2004 har jeg modtaget 270 harmonikaer - og flere kommer hele tiden til.

Reparation og istandsættelse af de modtagne harmonikaer står jeg selv for.

Har du noget du ønsker at bidrage med?

Så kontakt mig endelig, og lad os få en snak om hvordan jeg kan bevare din (måske defekte) harmonika, så også vores efterkommere en dag kan glædes over at se den udstillet.

Harmonika hilsen fra

Christian Boeriths.

       

Fra Harmonika Festivalen Ringe 2006, hvor jeg på min stand udstillede 100 harmonikaer.